«2018»Í dag«Aug»
    1 2 3 4 5
6 7 8 9 10 11 12
13 14 15 16 17 18 19
20 21 22 23 24 25 26
27 28 29 30 31    
M T M H F L S

Bústaður

Dagstovnurin Lítliskógur 
Djóna í Geilgøta 51 
FO-100 Tórshavn 
Faroe Islands

Tel skrivstovan.: 30 22 80

Leiðari: Jana Egholm
Fartel:   22 54 04 
T-post: janae@torshavn.fo

6 ára stovan: 78 70 67

Alvalund barnagarður: 78 70 65

Eikilund innara: 78 70 64

Eikilund uttara: 78 70 63

Vættralund innara: 78 70 62

Vættralund uttara: 78 70 61


Alt for mange børn har mistet livskraften

 

Vi er blevet utydelige som forældre og giver efter for vores børn for hurtigt.

»Mange helt almindelige børn og unge af i dag mangler livsmod og livskraft. De kan ikke motivere sig selv til at gå i skole, de skærer i sig selv, er deprimerede eller diagnosticerede. De er rastløse børn, der står over for krav om ydre kontrol, men plages af indre dæmoner. Det må vi gøre noget ved – både forældre og institutioner og skoler«.

BLÅ BOG

Per Schultz Jørgensen

Schultz Jørgensen (født 1933) er uddannet skolelærer og cand.psych.

Han er dr.phil. fra Københavns Universitet i 1983 og har været ansat ved Københavns Universitet og Socialforskningsinstituttet og senest ved Danmarks Pædagogiske Universitet, hvor han var professor 1991-2000.

Han har været medlem af Børnerådet siden dets oprettelse i 1994 og var rådets formand 1998-2001.

Han har udgivet en lang række artikler og bøger om børn og familieforhold.

Sådan siger den tidligere formand for Børnerådet, professor i socialpsykologi Per Schultz Jørgensen, der er aktuel med en ny bog, der udkommer fredag.

Bogen hedder ’Styrk dit barns karakter’ og handler om, hvordan vi bedst forbereder vores børn på den omskiftelige verden, de vokser op i. Tidligere tiders autoritære opdragelsesform fungerer ikke længere, og nutidens 'laissez faire'-opdragelse, som mange forældre praktiserer, gør børn umyndige.

LÆS DEBAT Vores samfund er ikke indrettet til familier, der gerne vil være sammen, mens det er lyst

Vi skal finde en helt ny, tredje vej, hvis vi skal hjælpe vores børn til at navigere i verden af i dag og få en indre tro på sig selv, mener Schultz Jørgensen.

»Børn har de bedste betingelser i dag i form af materiel velstand, af overflod, af forbrug, af frihedsgrader, af muligheder – historisk set har vi ikke haft det bedre, men mange magter ikke at tage imod mulighederne. For mange børn lever, som om det er et tagselvbord, de vokser op med«.

Hvad er der galt?

»Børn har mistet den indre tro på, at de er noget værd, for de fik det hele gratis. De har aldrig skullet yde noget, så når de endelig en dag skal, fordi sådan er livet nu engang, så mangler de troen på, at de overhovedet kan. De giver op alt for tidligt. Alt for mange har en indre svækkelse i forhold til tidligere generationer«.

Men vi forældre gør jo intet andet end at forsøge at give dem tro på sig selv – vi roser og servicerer.

Børn har aldrig skullet yde noget, så når de endelig en dag skal, fordi sådan er livet nu engang, så mangler de troen på, at de overhovedet kan.

Per Schultz Jørgensen

»Vi giver dem åbenbart det forkerte. Vi har udviklet en form for opdragelse – på grund af tidspres, demokratisering, humanisme, velstand og frihed – der er skæv i forhold til det, børn har brug for. Vi ruster dem ikke godt nok til de udfordringer, de bliver stillet over for i det moderne samfund. Det bliver altså laissez faire for manges vedkommende. Vi skal sætte nogle rammer for dem, give dem nogle incitamenter i deres liv, som kan udvikle dem som mennesker. Men det har vi forsømt. Vi er blevet utydelige som forældre og giver efter for hurtigt«.

Laissez faire?

»Når en mor f.eks fortæller om sin teenagesøn, at hun ikke kan få ham op om morgenen, og hun har prøvet med alle midler, og nu ved hun ikke, hvad hun skal gøre – jamen, så er der kun at sige, at hun skal lade ham ligge. Han må jo selv samle sig nu, når han går i gymnasiet. Hun kan ikke leve hans liv. Hun skulle have sørget for, at han selv havde udviklet en indre målestok. Den fik han ikke. Hun gav efter. Og han endte med at tro, at han hele tiden bare skulle åbne munden, og så ville det hele komme flyvende. Det er laissez faire-opdragelsens totale misforståelse«.

Vi er næsten kulturløse

Ifølge Per Schultz Jørgensen handler børns problemer om en skæv opdragelse og skoleform samt om, at vi i dag har et helt andet samfund end tidligere. Engang var der tydelige rammer og krav – både fra den sociale klasse, fra kirken, forældre, myndigheder. Det var ydre krav, som var tydelige og forståelige. I dag har vi et individualiseret samfund, hvor kravene ikke er tydelige. Det har givet os frihed og ydrestyrede børn«.

»Den moderne verden er karakteriseret ved, at alting flyder. Vi spiser, når vi selv har lyst, vi taler i mobil, når vi spiser. Vi multitasker. Vi har gjort en dyd ud af, at der næsten ingen struktur er. Vi er hele tiden på. Vi er endt der, hvor vi er, i kraft af et enormt bortfald af tradition. Bortfald af retning og rammer. Vi er blevet kulturløse næsten og er kun optaget af den grænseløse frihed, der ligger for det enkelte menneske til at træffe sine egne valg. Jo flere tilbud det får, jo større er friheden«.

LÆS DEBATStadig flere børn i privatskole er døden for en folkeskole for alle

Hvad er der i vejen med friheden?

»Vi har fået frihed til at give efter for vores begær og tilskyndelser, lystfølelser. Det, du har lyst til, skal du have lov til. Hvad synes du selv? Men jeg tror ikke, friheden ligger i at give efter for tilskyndelser, men i at styre sine tilskyndelser. Friheden ligger i den indre kontrol, en indre struktur. Vi skal lære børnene at få det. Det er det, jeg vil kalde karakterdannelse«.

Hvordan skal vi give dem karakter?

Det her projekt med at hjælpe børn til at finde retning, mening og målestok kommer kun til at lykkes, hvis både forældre, børnehave og skole arbejder med samme perspektiv.

Per Schultz Jørgensen

»Der er kun en vej: at vi er tydelige som forældre, at vi stiller nogle krav til børns eget ansvar. Det skal de have, fra de er 2-3 år. Det er den indgang til livet, som handler om, at de skal være elsket, men vi skal også stille krav til dem, som er til at forstå. Børn har brug for forældre, der tror på dem, og pædagoger, der holder af dem. Og vi skal hjælpe dem til at gå ind i en proces, hvor de arbejder med sig selv i stedet for hele tiden at jagte et resultat, i febrilsk iver efter at leve op til en eller anden norm, som ligger uden for dem. Vi lever i en kultur, hvor resultatet hele tiden prioriteres som det vigtigste. Jeg siger, det er en fejl. Det er processen, der er det vigtige«.

Hvordan skal vi gøre det konkret?

»Lad os tage en lille historie om den enlige mor, der fredag eftermiddag er ude og købe ind med sin fireårige. Hun bærer to store poser og han en lille. På vej hen til bilen stopper han og vil ikke mere. Han er træt. Så kan moren vælge at blive sur og sige, at han skal – det er tidligere tiders autoritære form – eller hun kan bestikke ham med fredagsslik, hvis han går resten af vejen – det vil jeg kalde den eftergivende vej, hvor man undgår konflikter. Men jeg tror ikke på nogen af dem. Der er en tredje vej. I stedet kan hun sige: Jeg er også træt, så lad os sætte os på en bænk og hvile os, indtil du er klar til at gå videre. Så fratager hun ham ikke ansvaret, men giver ham det. Han lærer noget af det. Det handler om at bevidstgøre børn om processen«.

Giv et andet konkret eksempel?

»Et barn har ikke brug for, at du roser det for et 10-tal, for det er bare en ydre ting. Du lærer ikke så meget af det resultat, du får ud af det, ud over nederlag eller sejr. Men du lærer noget, hvis den voksne spørger ind til selve processen, der leder op til 10-tallet. Hvordan fik du den geniale idé. Hvad gjorde du? Hvordan kom du til det resultat?«.

Et nihilistisk helvede

For Per Schultz Jørgensen skal både forældre, institutioner og skolen være tydelige i kravene, hvis det skal lykkes at få indre-styrede børn med tro på sig selv.

»Det her projekt med at hjælpe børn til at finde retning, mening og målestok kommer kun til at lykkes, hvis både forældre, børnehave og skole arbejder med samme perspektiv. Hvis familien lader det ligge, som institutionen kæmper for, og omvendt, så ender børnene med at være endnu mere forvirrede, end de er i forvejen. Sagen er jo, at børn er i institution og skole meget af deres liv, så vi er nødt til at udnytte begge dele i det dannelsesprojekt, vi har foran os. Det gør vi ikke godt nok i dag«.

Hvad skal skolen gøre?

»I dag er sigtepunktet præstationer. Det hele er talmagi, regnearksøvelser, hvor børnene er små statister i det store spil. Det er derfor, vi har elever i skolen, som er dresserede i retning af et konkurrencesamfund, og de præsterer noget, som i bund og grund er udvendigt for dem. Det er helt galt. Folkeskolen skal i stedet udvikle en ethos, en ånd, en kultur, der holder fast i værdierne«.

LÆS DEBATKære forældre, lad nu være med at flytte ud i vildmarken

Det lyder så let, men hvordan?

»I dag udnytter vi ikke skolen godt nok til dannelsesprojektet, men i virkeligheden har vi nu en unik mulighed for at gøre noget andet end det, vi har gjort indtil nu, hvor vi kun fokuserer på tests og konkurrence og mål. Med den nye folkeskolereform burde skolen fremover gå på to ben – en faglig og en dannelsesmæssig, altså den tredje vej. Christine Antorini siger, at dannelsesaspektet er med i den nye skolereform – der hedder det livsduelighed – men hvad betyder det konkret, kan man spørge. Fortæl os, hvordan skolen skal arbejde med det. Det er nemlig alt for vigtigt til bare at lade blive ved ordene. Vi skal have nysgerrighed, ansvar, samarbejde langt mere op som målsætning, vi skal have børn til at arbejde med deres egen læringsproces frem for målbare resultater – børn skal lære at stille spørgsmål frem for at undervises i svarene«.

Du er bekymret for vores børn – men det lyder også, som om du ikke har den store tiltro til, at hverken vi forældre eller skolen kan klare den opgave, du anser for den vigtigste – nemlig at danne børns karakter. Er du bare pessimist, der mener, at verden er af lave?

»Jeg er ikke pessimist, selv om det kan lyde sådan lidt dommedagsagtigt. Forældre vil jo kun deres børn det bedste, og de skal måske bare have et lille skub i en anden retning end den, de er på i øjeblikket. Jeg ønsker bare med min bog at pege på en tredje vej, som ikke er en fortsættelse ud i dette nihilistiske helvede«.