«2018»Í dag«Mai»
  1 2 3 4 5 6
7 8 9 10 11 12 13
14 15 16 17 18 19 20
21 22 23 24 25 26 27
28 29 30 31      
M T M H F L S

Bústaður

Dagstovnurin Lítliskógur 
Djóna í Geilgøta 51 
FO-100 Tórshavn 
Faroe Islands

Tel skrivstovan.: 30 22 80

Leiðari: Jana Egholm
Fartel:   22 54 04 
T-post: janae@torshavn.fo

6 ára stovan: 78 70 67

Alvalund barnagarður: 78 70 65

Eikilund innara: 78 70 64

Eikilund uttara: 78 70 63

Vættralund innara: 78 70 62

Vættralund uttara: 78 70 61


At skabe tryghed og forudsigelighed i børneopdragelsen

 Jo mere ukompliceret, man kan gøre sin børneopdragelse, jo bedre. Såvel for forældre som for børnene. Når der opstilles spilleregler for familielivet, så har alle i kredsen de bedste forudsætninger for at lykkes. Barnet vil på sigt finde tryghed i denne gennemskuelige og velkendte relation med sine forældre. Samtidig vil forældrene kunne finde ro, konsensus og styrke. Alle ved hvor de har hinanden i alle relations-grader.

Den første konsekvens

De første gange, barnet præsenteres for ubetinget konsekvens vil det med stor sandsynlighed protestere. Den barnlige hjerne forstår ikke konsekvenserne af sine handlinger og kan ikke tænke flere led frem i konteksten. Følgelig er forældrene nødt til at opsætte begrænsningerne. I situationen vil barnet fremstå forvirret og ganske utilfreds. Men med tiden vil barnet såvel mærke som indse, at forældrenes grænsesætning giver tryghed. Forudsigeligheden må ikke undervurderes. Barnet ved, hvor det har sine forældre. Visheden om, at forældrene altid er de samme og man altid kan regne med deres reaktioner giver barnet en meget vigtig ballast for oplevelsen af tillid i fremtidige relationer.

Den første kamp

Et simplificeret eksempel på dette mønster er mor og 3-årige Fridas lille kamp: Oftest henter mor Frida i børnehaven og de går sammen hjem. En dag har Frida fået den ide, at hun ikke selv vil gå. ”Mine ben er trætte,” jamrer hun og sætter sig protestfuldt ned på fortovet. Mor beder hende rejse sig og siger, at hun sagtens selv kan gå de få hundrede meter, der er fra børnehaven til hjemmet. Frida fortsætter protesterne, mens mor blot ignorerer dette.

Resultatet bliver, at Frida efter 8 minutters oprør må resignere, rejse sig fra fortovet, tage sit tøj og traske surmulende hjem. Dagen efter er situationen den samme. Men mor er konsekvent og vakler ikke i sin holdning: Frida kan og skal gå selv. Og de højlydte beklagelser får kun lov at vare 4 minutter, før Frida igen indser, at det ikke er hende, som bestemmer. På tredjedagen er konflikten elimineret og Frida har accepteret, at det ikke kan svare sig at tage kampen.