1. Find ud af, hvad du mener, dit barn kan og ikke kan.
  2. Beslut dig for, hvad du bestemmer, og hvad barnet bestemmer – og stå ved din beslutning.
  3. Forklar ikke detaljeret hvorfor – sig for eksempel, ‘Biler er farlige, derfor skal vi holde i hånd’, punktum! Giv ikke barnet en lang forklaring og dermed ansvaret for eventuelle farer og ulykker, der kan ske, hvis han ikke gør, som du siger. Bare tag fat, og hold fast!
  4. Drop den dårlige samvittighed, når dit barn er vred eller græder – det er kun godt at lære at være vred og ked af det og at opleve, at ens forældre godt kan rumme det.
  5. Hold kammertonen – når du kan mærke, at du bliver vred over, at barnet ikke hører efter, så gå i gang med at handle i stedet for at sige det samme, bare skarpere og højere.
  6. Hvis du bliver rasende og kommer til at skælde ud, så sig til barnet bagefter, at det var for dårligt af dig, punktum! Lad være med at undskylde i en uendelighed. Drop den dårlige samvittighed, og bevar overblikket.
  7. Husk, at du lærer dit barn at fungere sammen med andre mennesker, når du tager konflikter med barnet.
  8. At I har kort tid at være sammen i, betyder at du skal være nærværende og lytte – ikke at du skal kravle rundt på gulvet efter barnet og give ham alt, hvad han peger på.
  9. Lad være at betale barnet for at gøre, som du vil have. Lommepenge og pligter behøver ikke følges ad. Og en kiks for at gøre som mor siger, kan hurtigt blive en glidebane.
  10. Stol på din mavefornemmelse – der er ingen rigtige svar – kun dem, der er rigtige for dig og dit barn.