Børn får alt for mange forklaringer og ansvar, fordi forældre er bange for at gøre dem kede af det. Men vi gør dem en bjørnetjeneste, siger børnepsykolog.

Skrevet af Rie Helmer Nielsen

 

Har du nogensinde hørt en treårig bede om at komme i seng, fordi han var bange for at blive for træt i morgen, hvis han ikke fik sin nattesøvn? Eller en femårig sige, at hun hellere ville have gulerødder end bolcher, fordi det er sundere?

Hvis du har, er du heldig, for det er de færreste børn, der tænker så langt, når de har lyst til søde sager eller til at lege. I det hele taget er det sjældent, at børn overhovedet tænker langsigtet – og heldigvis for det! Noget af det bedste ved børn er jo deres nærvær og evne til at leve i nuet.

Men hvad sker der så, når nutidens forældre har svært ved at skære igennem og sætte grænser for sengetider og slikforbrug?


Der sker det, at børn helt ned til baby-alderen får alt for meget ansvar og alt for mange og lange forklaringer, de slet ikke forstår, lyder advarslen fra en af Danmarks mest kendte børnepsykologer, Margrethe Brun Hansen.

Basta!

– Et liv med børn er et liv med konflikter! slår hun fast.

– Men alt for mange forældre vil så gerne have, at børnene er glade i den korte tid, familien er sammen i hverdagen. Derfor forsøger forældre i dag at undgå konflikter med deres børn, siger hun.

I stedet for at sætte hælene i, sætter mor sig på hug, så hun er i øjenhøjde med lille Emil, mens hun møjsommeligt forklarer ham, hvorfor han nok kan forstå, at han skal holde i hånden, når man går over den store vej. Men det kan Emil IKKE forstå.

– Det skal han heller ikke kunne. Han skal bare lære, at sådan er det! Når vi skal over vejen, skal han holde en voksen i hånden. Basta! pointerer Margrethe Brun Hansen.

Hun mener, at baggrunden for, at vi er så utilbøjelige til at sætte grænser for vores børn, blandt andet er, at vi med et travlt arbejds- og privatliv har så kort tid sammen med børnene derhjemme.

Desuden er vi inden for de seneste 20-25 år blevet bombarderet med en masse viden, som er svær at omsætte i praksis: Vi bliver tudet ørerne fulde af, at vi skal lytte til børnene, at vi skal tale med dem – ikke kun til dem, at vi skal mestre det kærlige ja og nej osv. Oven i hatten vil vi så gerne være ligeværdige med vores børn.

Problemet er, at vi glemmer, at små børn ikke kan forstå konsekvenserne af deres handlinger. Vi glemmer at spørge os selv: ‘Hvad kan mit barn selv? Og hvad kan han eller hun ikke?’ og så tage udgangspunkt i det. Det lyder måske enkelt, men er det langt fra, fordi det handler om at turde tage ansvaret og dermed de konflikter, der følger med det.

For stort ansvar

Margrethe Brun Hansen fortæller, at hun tit møder forældre, som fortæller hende, at de for eksempel ikke kan få deres barn med ud ad døren om morgenen, selv om de måske 23 gange siger, ‘nu skal vi have tøj på og gå’ og forklarer barnet, at ellers kommer mor for sent osv.

– Men, det virker ikke! For et barn kan ikke forstå, hvorfor det er et problem, at han eller mor kommer for sent. Han hygger sig så fint i nattøjet derhjemme!, siger Margrethe Brun Hansen.

Netop derfor kan det være en god idé på forhånd at beslutte sig for, hvor mange gange man gider sige tingene, og så stå ved det.

– Ja, det kan godt være, at han så græder, når I går ud ad døren, og stadig hyler, når I kommer frem til børnehaven, men det sker der altså ikke noget ved, siger Margrethe Brun Hansen.


Hun ved godt, at mange forældre synes, at det kan være pinligt og forfærdeligt at aflevere et grædende barn. Mange har svært ved at gå fra et grædende barn uden at få dårlig samvittighed og få hele arbejdsdagen ødelagt af det.

– Men det er noget af et ansvar at pålægge et barn, at han ikke må græde, fordi så bliver mor ked af det på arbejdet hele dagen, konstaterer børnepsykologen.

Konflikter kan være kvalitetstid

– Mange tror, at kvalitetstid er det samme som ‘lykke-tid’, siger Margrethe Brun Hansen.

Hun mener, at en del af løsningen kan være at se på begrebet ‘kvalitetstid’ på en ny måde. For selv konfliktfyldte stunder er faktisk kvalitetstid i familien, understreger hun.

Fordi vi forældre kun har et par timer med vores barn hver dag, vil vi strække os langt for at undgå sure miner. Men vi er nødt til at acceptere, at det er okay, at der både kan være hyggelige og konfliktfyldte stunder i løbet af en dag.

Med andre ord er vi nødt til at kunne rumme børnenes følelser, når der opstår konflikter.


– Problemet er nok, at i vore dage adskiller vi os ikke fra vores børn, vi får ikke kappet navlestrengen, fordi vi synes, vi ser dem så lidt, at det hele helst skal være hyggeligt. Men vi skal øve os i at føle MED vores børn, når de er vrede og kede af det, ikke SOM dem.

Se-mig-børn får det svært

Børn, som ikke får lov til at være vrede og kede af det, uden at mor også bliver ked af det, får nemlig sværere ved at fungere socialt. Det er typisk dem, der ved skolestart konstant kræver opmærksomhed, klynker og larmer og ikke kan koncentrere sig eller nyde noget, uden at der står en voksen og klapper ad dem.

Det er dem, Margrethe Brun Hansen kalder ‘Se-mig’- børn. Det er også de børn, der risikerer at blive udstødt af fællesskabet, fordi de ikke kender de sociale spilleregler.

Margrethe Brun Hansen giver et eksempel med en episode med en mor og et par børn, som hun for nylig overværede i en taskebutik. Butikken havde en flot opstilling af tasker midt i butikken på gulvet, og børnene løb hen og hoppede rundt mellem taskerne. I stedet for at sige, at de med det samme skulle holde op, og at der ellers var en stakkels butiksansat, som måtte rydde op efter dem, vendte moren sig om til ekspedienten og sagde, at det måske heller ikke var så smart at stille taskerne op på gulvet.

– De børn får jo slet ikke forståelsen af, at man er nødt til at tage hensyn til andre mennesker, og de bliver irriterende for andre, både børn og voksne, at være sammen med, siger Margrethe Brun Hansen.


Desværre er psykologens liste over eksempler, der illustrerer problemer, meget lang. Et andet eksempel er en mor, som hver gang de skulle køre i bil, sagde til sin datter, at hun skulle have sikkerhedssele på i bilen – ikke fordi mor ellers blev vred, men fordi politiet ville blive det.

– Hvad skal barnet bruge det til? Vi er så bange for at bestemme over vores børn, at de bliver snotforvirrede og hele tiden skal kæmpe for at finde ud af, hvem der egentlig bestemmer her, advarer Margrethe Brun Hansen.

På med førertrøjen

Genkender du dig selv i eksemplerne, er du helt sikkert ikke alene – og bare rolig, der er heldigvis gode råd at hente hos Margrethe Brun Hansen.

– Find ud af, hvad du synes, dit barn kan selv, og hvad han eller hun ikke kan. Spørg dig selv: ‘Kan han selv finde ud af at stå op og komme ud ad døren til tiden? Kan han selv finde ud af, hvad der er sundt at spise? Kan han selv børste tænder længe nok og grundigt nok?’ Hvis ikke, er det dig, der tager ansvaret og bestemmer. Og lad endelig være med at forklare længe og detaljeret, hvorfor du bestemmer her. Børn kan ikke forstå konsekvenserne af deres handlinger, så de vil alligevel aldrig nikke forstående, når du fortæller, at det bliver en lang dag i morgen, så de derfor skal i seng nu. De vil tværtimod stikke i et hyl, hvis de ikke gider at sove, og det er helt normalt, siger hun.

Til gengæld kan du lade børnene selv bestemme ting, såsom hvilken farve tøj de vil have på, og hvilken leg de vil lege og med hvem. Lad dem også selv hælde mælken op og finde det legetøj, de helst vil lege med. For børn skal skam have medbestemmelse og indflydelse, men kun på det, de selv kan finde ud af.


Og hold så op med at synes, at det er synd for dine børn, at de ikke selv må bestemme alt og ikke selv kan klare alt. Det er ikke det, der er synd for børn. Det er det til gengæld, når ingen tager ansvaret, og børnene bliver utrygge og forvirrede, understreger Margrethe Brun Hansen.

Så tag dit forældreansvar på dig, beslut dig for, hvad du vil og ikke vil være med til – og husk så, at næste gang dit barn nægter at gå i seng til tiden eller at slippe slikskålen, er du i din fulde ret til højt og kærligt at sige: ‘Det skal du, fordi jeg siger det!’